VELKOMMEN
Denne blog henvender sig primært til dem, der gerne vil selv. Find inspiration og tips til ferier, hvor man selv bestemmer det hele – tempo, indhold, varighed, fokus og alt andet.
På top to over ting jeg elsker, er at rejse. Ikke så meget for at slippe hverdagen i en kortere eller længere periode. Det er mere en ustoppelig nysgerrighed efter hvad verden har at byde på. At se og opleve anderledes natur, fauna og kultur. Det er fantastik at køre i bjerglandskaber, vandre på gletsjere, bade i turkisblåt vand og få øje på vilde dyr, man ikke oplever i Danmark.
Men oplevelserne skal være ægte. Jeg vil ikke se en spækhugger i Seaworld eller en løve i zoo – det skal være der, hvor de bor (med den risiko der er for slet ikke at se noget). Vi prøver at holde os væk fra de overbesøgte områder. Men det er svært helt at undgå – mange andre er selvfølgelig også interesserede i at se de samme skønne steder, som vi er. Men det er muligt at minimere det, når man selv arrangerer sin rejse. En charterrejse kommer ikke på tale – en stor del af fornøjelsen er forberedelsen, researchen og planlægningen af egen rejse. Vores erfaring er, at det bliver både billigere og bedre, når vi gør det selv.
Jeg har: Sejlet i kajak i Halong Bay, kørt på vandscooter rundt om Key West, set Big Five i det fri, set spækhuggere, hvaler og delfiner i havet, gået på gletscher i New Zealand, kørt med Rovos Rail, lavet pasta i Bologna, kørt på Highway 1, snorklet med havskildpadder på Hawaii, sprunget fra klipper på Jamaica, shoppet i New York, oplevet Østeuropa før murens fald, sludret med ortodokse jøder i Krakow, sejlet blandt krokodiller i Florida, fløjet med vandflyver i Vancouver, drukket kaffe i Seattle, studeret i Madrid, besøgt alle hovedstæder i Vesteuropa, drukket rødvin og spist ost og baguette i Bordeaux, stået på ski i jeans og T-shirt i Californien, sprunget i faldskærm nytårsdag i Nordspanien, været på Interrail, boet i San Francisco, cyklet blandt rismarker i Vietnam, daset på en bountyø i Malaysia, sejlet blandt næseaber og krokodiller i mangroveskoven på Borneo, besøgt buddhistiske templer på Bali, spist streetfood i Singapore, set en haj fra kysten i Cape Town, været på bryllupsrejse i Bergen, kørt på motorcykel fra Hué til Hoi An, været på ørkenræs i Dubai. Og meget mere. Og jeg er slet ikke færdig… min liste over ting, jeg skal nå at se og gøre i verden, er stadig lang.